I Glostrup Kommune er seniorsamtalen en MUS med særligt fokus
Som så mange andre steder stod personalehåndbogen og samlede støv. Der manglede blandt andet rammer for seniorsamtaler.
Nye tiltag er ikke altid nemme at indføre eller tage imod. Afprøvning og indførelsen af strukturerede seniorsamtaler som et forsøg rejste en række spørgsmål, både hos ledelsen og hos de medarbejdere, der fik tilbudt en seniorsamtale:
- Ønsker alle mine seniormedarbejdere at gå ned i tid?
- Hvorfor får jeg tilbudt en seniorsamtale, når jeg kun er 55 år?
Mere fokus på seniorer
“Generelt har vi god trivsel, men vi har ikke haft særligt fokus på seniorer, og efter flere drøftelser blev det besluttet at indføre seniorsamtaler som et pilotprojekt for 2 udvalgte områder,” siger Michael Seifert, der er fællestillidsrepræsentant for HK’erne i Glostrup Kommune og næstformand i hovedudvalget.
De udvalgte områder var Center for Miljø og Teknik samt et ældrecenter i kommunen.
Som en start fik alle, som skulle til seniorsamtale, en introduktion til, hvad samtalen gik ud på.
Positiv modtagelse
“Min oplevelse er, at den skepsis over for seniorsamtalen, som nogle måske har haft, er vendt til noget positivt. Dels kom der faktisk ikke så mange ønsker om for eksempel nedsat tid, som ledelsen havde frygtet, dels var samtalen for mange af mine kolleger en god mulighed for at gå lidt mere i dybden end i en MUS,” siger Michael Seifert.
I kommunen opfatter man seniorsamtalen som en MUS med særligt fokus på noget af det, der er relevant for den lidt ældre medarbejdergruppe.
Ledelsen skal tage ejerskab
Der er udpeget 2 nye områder til at gennemføre strukturerede seniorsamtaler. Michael Seifert håber, at det med tiden bliver en naturlig del af kommunens personalepolitik.
“Jeg fornemmer, at ledelsen er klar til at tage det alvorligt og tage ejerskab. Det er naturligvis ikke et tag-selv-bord for os som medarbejdere, men hvis man ikke har mulighed for at fortælle om sine ønsker, så kommer vi jo ikke videre. Derfor er jeg glad for, at vi nu er i gang.”
”Udgangspunktet var at få medarbejderne til at blive lidt længere på arbejdspladsen. Vi kommer til at mangle kvalificeret arbejdskraft i fremtiden, og det er vigtigt at vide, hvad der skal til for at skabe en attraktiv arbejdsplads for alle.”
“Derfor tror jeg, at seniorsamtaler som en naturlig del af alt det, vi ellers gør for at skabe en god arbejdsplads, vil være et plus for alle,” slutter Michael Seifert.
Læs også: Vi har tilpasset SeniorKlar’s materialer til vores behov