Tidligere begyndte pensionsudbetalingen, dagen efter en senior stoppede på sit job.
Sådan er det ikke i dag.
Stadig flere seniorer kombinerer pensionsudbetaling og arbejde. Måske begynder de at trappe ned i arbejdstid allerede inden folkepensionsalderen.
De kan så supplere den lavere arbejdsindtægt med en delvis udbetaling af deres pensionsordninger.
Andre fortsætter med at arbejde i en periode efter folkepensionsalderen. Mange af dem kan efter nye regler, hvor arbejdsindtægt ikke modregnes, nu få fuld folkepension.
Hvis de trapper ned i arbejdstid, kan de også supplere med penge fra en af deres egne pensionsordninger.
”Der er gode muligheder for at sætte udbetalingerne i gang fleksibelt og samtidig fortsætte med at arbejde,” fortæller Mikkel Holmgren, der er juridisk chef i Industriens Pension.
Eksempel: Sådan finansierer du deltid
Pensionsselskabet PFA har opstillet et konkret tilfælde, som viser, hvordan det for eksempel kan lade sig gøre.
En person fylder 62 år og vælger at holde fri én dag om ugen.
Det betyder et fald i bruttolønnen på 20 procent, men skat og arbejdsmarkedsbidrag går også ned med mindst 20 procent. Måske har han eller hun penge i banken, som der kan bruges af til at supplere arbejdsindtægten
Ved 65-års fødselsdagen går personen yderligere ned i arbejdstid og arbejder kun halvtid. Ved en deludbetaling fra pensionsordningen kan han eller hun opretholde den indtægt, som vedkommende har haft fra 62 år.
Den pågældende vælger at arbejde til 68-års fødselsdagen og stadig på halvtid. Altså ét år efter den nuværende folkepensionsalder.
Han eller hun kan derved fortsætte den hidtidige indtægt. Ved 68-års fødselsdagen sættes pensionsudbetalingerne op på fuld kraft. På den måde kan personen resten af livet fortsætte med den indtægt, som han eller hun har haft siden 62 års-alderen.
Mange kombinerer
Industriens Pension har i dag knap 2.400 medlemmer, som får udbetalt pension, samtidig med at der stadig indsættes pensionsbidrag på deres ordning, fordi de stadig arbejder.
Hos PensionDanmark drejer det sig om 2.500. En del af dem har passeret folkepensionsalderen, men fortsætter i job. Omkring 50 procent af den samlede beskæftigelse for PensionDanmarks medlemmer over 67 år lægges som deltid.
”Vi har også medlemmer i Industriens Pension, der endnu ikke får penge fra os, selv om de har passeret folkepensionsalderen. Det varierer, hvad der passer til den enkelte,” fortæller Mikkel Holmgren.
Flere vil gøre det
Pensionsselskabet PKA har mange medlemmer fra sundhedssektoren, blandt andre sygeplejersker. Ikke færre end hver ottende af de erhvervsaktive er i den alder, hvor de kan kombinere arbejde og pension.
Den gruppe vil vokse betydeligt i de næste fem år.
PKA giver medlemmerne mulighed for at få delpension fra pensionsordningen. Det opfordrer selskabet dem ofte til at gøre brug af.
”Det er en meget fleksibel form for tilbagetrækning, som også arbejdsgiverne skal være mere opmærksomme på. De medlemmer, der benytter delpension, bliver på arbejdsmarkedet i op til to år længere end de kolleger, der går på fuld pension fra den ene dag til den anden,” fortæller medlemschef i PKA Maybritt Mørch.
Fuld folkepension uden modregning
Mange seniorer vil kunne se, at der ikke længere fradrages i folkepension for indtægter fra arbejde. Det har været gældende siden 1. januar 2023.
Dermed vil færre stadig folkepensionister – der arbejder – have brug for at tage hul på deres egne pensionsopsparinger.
PensionDanmark giver det generelle råd, at personer i den situation ikke tager hul på deres egen pensionsopsparing.
”Vent til senere med udbetaling. Så kommer der flere penge i pensionsopsparingen. Og så skal den dække en kortere periode, sådan at der vil komme større udbetalinger, når den sættes i gang,” råder PensionDanmark.
Opsparing skal regnes med
Pensionsselskabet Danica har også fleksible muligheder for udbetaling.
Cheføkonom Mads Moberg Reumert fortæller, at kunderne typisk begynder at få penge fra en livrente så tidligt som muligt.
”Nogle vælger også at få udbetalt en sum til for eksempel at få indfriet drømme i livet,” siger Mads Moberg Reumert.
Han tilføjer, at det er vigtigt at kigge på hele økonomien. Nogle kunder har opsparing på en almindelig konto i banken eller andre steder. Andre har friværdi i deres bolig. De midler kan også bruges til for eksempel at dække, at man går ned i tid på arbejde.
Rådgivning i dit pensionsselskab
Generelt gælder det, at nogle seniorer kan være begrænsede i at få udbetalinger fra pensionsordninger.
Det skyldes, at en overenskomst eller pensionsaftale begrænser muligheden, så længe folk stadig arbejder. Men den slags bindinger er blevet færre og løsere.
”Vi kan sagtens håndtere, at der sker udbetaling fra en ordning, selv om der samtidig stadig indbetales pensionsbidrag på ordningen, fordi personen fortsat arbejder,” siger privatøkonom Camilla Schjølin Poulsen fra PFA.
Maybritt Mørch fra PKA nævner, at hvis et medlem ikke er i arbejde på det tidspunkt, hvor udbetaling af pension er muligt for ham eller hende, så kan han eller hun også vælge at få en del af sin pension udbetalt.
Økonomi
Din økonomi har afgørende indflydelse på dine muligheder, når du går på pension. Et godt sted at starte er at få styr på dit nuværende budget. Næste skridt er at få overblik over pension og relevante tilbagetrækningsordninger.
-
Forstå og forbered dig på din pensionsøkonomi
Langt de fleste får færre penge mellem hænderne, når de går på pension. Derfor er det vigtigt at sætte sig ind i, de forskellige ordninger og muligheder. Der er heldigvis også hjælp at hente.
-
Kan du klare dig økonomisk – hvis du bliver alene?
Der er meget, som ændrer sig, hvis din partner dør, ikke mindst økonomisk. Så det er en god idé at se på et budget, hvor den ene er alene
-
Sådan kombinerer du nedsat arbejdstid og pension
En stribe pensionsselskaber har fleksible ordninger, så kunder og medlemmer kan begynde at få en delvis udbetaling – både før og efter folkepensionsalderen. Se dine muligheder her.
-
Gør din økonomi seniorklar
Pension betyder oftest lavere indtægt. Mange har ikke overblik over, hvor pengene forsvinder hen. Men en gennemgang af din økonomi kan give ro i hverdagen.
-
Ned i tid – beregn hvad det koster dig
Mange har et ønske om at gå ned i tid. Her kan du hurtigt beregne, hvor meget mindre du får udbetalt og få gode råd til at kompensere for den lavere løn.
-
Hvilke muligheder har jeg for at gå tidligere på pension?
Her får du en oversigt over overvejelser og ordninger for at stoppe med at arbejde.
De 4 temaer der gør dig SeniorKlar
SeniorKlar er opdelt i fire områder, så det er mere overskueligt at komme i gang.
SeniorKlar-håndbogen giver dig overblik over dit seniorliv
SeniorKlar-håndbogen er grønspættebogen for alle, der vil forberede sig godt på det sene arbejdsliv og pension. 114 uundværlige sider.