
SeniorKlar-prisen 2025: I Ry er seniorerne ikke færdige med at arbejde
I Brugsforeningen Trygs butikker i Ry er ansatte over 60 år blevet en central del af driften. For kunderne betyder det service og tid – for seniorerne betyder det ny arbejdsglæde og fællesskab. Nu har de fået årets SeniorKlar-pris.
SeniorKlar-prisen
Med SeniorKlar-prisen ønsker Østifterne og Faglige Seniorer at sætte ekstraordinært fokus på de gode eksempler og rollemodeller i overgangen fra det aktive arbejdsliv til livet som pensionist.
- Vinder i 2025: Brugsforeningen TRYG
- Vinder i 2024: GoCollective
Se Kriterierne for SeniorKLar-prisen her

Brugsforeningen Tryg i Ry har gjort noget usædvanligt.
For tre år siden besluttede bestyrelsen at satse på seniorer som en aktiv del af forretningen. I dag er Trygs Venner vokset til et korps på 52 medarbejdere over 60 år.
Seniorerne bemander kasser, fylder varer på hylderne, deler smagsprøver ud og vejleder kunder i brugsforeningens butikker i Ry og omegn: Kvickly, SuperBrugsen og Brugsen.
På Seniorernes Topmøde 2025 gik årets SeniorKlar-pris til Brugsforeningen TRYG, som med mod, nærvær og fleksibilitet har åbnet døren til arbejdsmarkedet for et hav af seniorer.
“Det lille sted i butikken, hvor både kunder og personale giver sig tid – det er måske det smukkeste ved det hele,” sagde direktør for Østifterne, Kenneth Hedegaard, da han overrakte prisen i Fællessalen på Christiansborg.
Projektet har vakt opsigt.
Andre brugsforeninger er begyndt at kopiere modellen, og Coop Danmarks HR-ledelse har inddraget Brugsforeningen Tryg i et nationalt seniornetværk.
”Vi har faktisk leveret tal ind til Coop, som har gennemregnet og fundet ud af, at det her er en god forretning,” fortæller direktør Thomas Dahl, der har en lang baggrund i Coop og har stået i spidsen for Brugsforeningen Ry siden 2021.
Og nu har Trygs Venner og Brugsforeningen Ry fået hæder: SeniorKlar-prisen 2025. En pris, der gives til virksomheder for at fremme en god seniorpolitik.
En modreaktion til selvbetjening
Seniorerne i TRYGs Venner
TRYGs Venner er et korps på 52 medarbejdere over 60 år.
- Mulighed for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet
- Fleksible arbejdstider – for eksempel fridage til børnebørn, fritid og aktiviteter
- Mulighed for at bytte vagter indbyrdes
- Valg mellem faste vagter eller at være tilkaldehjælp
- Løn på timebasis – efter gældende overenskomst. Maksimalt 8 timer om ugen.
- Står for blandt andet for Tryg-kassen, vareopsætning, hjælp ved ”scan og betal”, butiks-guide, food-truck og meget mere.
- Over 50 ansatte i foreningen. Over 20 seniorer er på venteliste
- 2 årlige hyggeaftener og julefrokost.
- Gennemsnitsalderen er 67,5 år.
Thomas Dahl fortæller, at Trygs venner har det formål at skabe ”den bedste sidste arbejdsplads” og give det, han kalder ”ekstraordinær service og kundeloyalitet” i butikkerne.
For i en tid, hvor detailhandlen taler om selvscanning og hastighed, efterlyste kunderne i Ry noget andet.
”Der var et modpres fra både kunder og bestyrelse. Folk er trætte af altid at skulle skynde sig. De vil gerne have tid til at snakke, få god vejledning og have ro, når de handler,” siger Thomas Dahl.
Et af svarene blev Tryg-kassen. En kasse bemandet af seniormedarbejdere mellem klokken 10 og 15, hvor tempoet er sat ned. Her kan kunder få hjælp til kort, scanning eller blot tid til en snak – og selvfølgelig betale for varer.
Konceptet fra Ry har ramt noget i tiden. På landsplan er der mangel på arbejdskraft, og flere seniorer ønsker at fortsætte i job, når de når pensionsalderen.
Samtidig har seniorerne vist sig at give både bedre service og større stabilitet i butikken.
Lavt fravær og høj stabilitet
”Sygefraværet i Trygs Venner er under 1 procent. Når en senior melder sig syg, har de ofte selv fundet en afløser. Det står i kontrast til de ordinære ansatte, hvor fraværet ligger på 4–6 procent,” siger Thomas Dahl.
Også medarbejderudskiftningen er lav.
Hvor unge servicemedarbejdere typisk forsvinder efter et til to år, fordi de flytter til uddannelsesbyer, bliver seniorerne.
”Vi har haft to udskiftninger på tre år. Det er en kæmpe besparelse, fordi hver nyansættelse koster os omkring 50.000 kroner i oplæring,” forklarer Thomas Dahl.
Med i “Godaften Danmark”
Tryg-kassen har skabt medieomtale i både TV2´s “Godaften Danmark” og på sociale medier.
Enkelte kunder er kommet helt fra Sjælland for at prøve at handle ved kassen.
”Tre damer kom og sagde, at de havde set os i fjernsynet. De ville prøve kassen – og tage en selfie sammen med os,” fortæller en af de ansatte.
Nu er konceptet begyndt at sprede sig.
En anden brugsforening har indført ”Brugsens Venner”, og Coop Danmark følger udviklingen tæt.
En del af en større udvikling
For Thomas Dahl er projektet med at ansætte seniorer mere end et forretningsgreb. Han ser det som en del af en større udvikling.
”Seniorer i dag har haft en sundt liv og er aktive. De har lyst til at bidrage og ikke bare forsvinde ud af arbejdsmarkedet. Vi tilbyder et fleksibelt job, hvor de kan bruge deres erfaring og få fællesskab med kolleger og kunder.”
Forskningen peger i samme retning. Overgangen til pension kan være svær – især for mænd, der risikerer ensomhed, når arbejdsfællesskabet forsvinder.
Seniorjob kan give en glidende overgang og en følelse af fortsat at være en del af samfundet.
Generationsmøder i praksis
En sidegevinst er mødet mellem generationer. Seniorer og unge arbejder side om side i butikken, og det skaber læring begge veje.
”Vi ser en forskel i kulturen. De unge har ofte blikket i telefonen, mens seniorerne møder tidligt og skaber socialt liv. De lærer de unge ansvar og struktur – for eksempel at man husker at aflaste kassen, når en kollega skal til frokost,” siger Thomas Dahl.
For eksempel har en af de senior-ansatte påtaget sig at undervise de unge i forskellige varers anvendelse.
”Når en voksen medarbejder står sammen med en 18-årig, bliver der en helt anden social måde at være på. Og det giver tryghed, hvis en kunde bliver sur. Der er ingen tvivl om, at en voksen medarbejder har erfaringen til at håndtere det,” siger Thomas Dahl.
Ingen særbehandling
Brugsforeningen Tryg fører ikke særlige seniorsamtaler, men almindelige udviklingssamtaler for alle.
”En medarbejder på 30 år kan have lige så meget behov for fleksibilitet som en på 70 år. Vi møder folk, hvor de er,” forklarer Thomas Dahl.
Seniorerne selv oplever også at blive taget alvorligt af de unge.
”Vi passer vores arbejde, møder til tiden og tager opgaven seriøst. Det kan de unge lære af – ligesom vi kan lære noget af deres fleksibilitet,” fortæller en af seniorerne.
Fremtidens model
Ifølge Thomas Dahl har Trygs Venner vist, at seniorer kan være en værdifuld ressource – både for butikkerne, kunderne og lokalsamfundet.
Konceptet er nu ved at brede sig, og Coop Danmark har gjort det til en del af sin overordnede seniorstrategi.
”Det er vigtig for fremadrettet at være konkurrencedygtig og udvide grundlaget, hvor vi rekrutterer medarbejdere,” siger Thomas Dahl.
”Vi begyndte med et ønske om at skabe Danmarks bedste sidste arbejdsplads. I dag kan vi se, at det også er en fantastisk forretning at give plads til seniorerne.”
Dagplejer Anna Jensen blev frontfigur i Tryg-kassen
Anna Jensen er en af de 52 seniorer i Trygs Venner. Efter et helt liv som dagplejer ville hun ikke bare sidde stille, da hun kom på seniorpension. I dag arbejder hun nogle timer om ugen i Tryg-kassen i Kvickly i Ry.
SeniorKlar
SeniorKlar er et partnerskab mellem den uddelende forening Østifterne og Faglige Seniorer, Danmarks næststørste seniororganisation.
Vi udvikler værktøjer til den gode fleksible overgang fra arbejdsliv til pension.
Vi henvender os både til den enkelte lønmodtager og til ledere og tillidsvalgte på arbejdspladserne.
