Ny forskning: Negative forestillinger om seniorer ændrer sig ofte efter en ansættelse
Ny undersøgelse viser, at arbejdsgivere har gode erfaringer med seniorer, når først fordommene er ryddet af vejen.

Ny forskning: Negative forestillinger om seniorer ændrer sig ofte efter en ansættelse

Et nyt studie fra Københavns Universitet giver håb for de seniorer, der er blevet ledige. Kommer de i job igen, er arbejdsgivernes erfaringer positive.

LÆS OP TEKST
Skrevet af
Christian Gundtoft Journalist
24. september 2026
Opdateret 29. september 2026

Ledere kan have mange fordomme om de seniorer, der ligger i ansøgningsbunken, når virksomheden har slået et nyt job op.

Nogle af fordommene kan lyde på, seniorer er mindre omstillingsparate, snart går på pension og i øvrigt er umulige at udvikle.

Men når lederne alligevel beslutter sig for at ansætte en senior, bliver de tit positivt overraskede.

”Når lederne først ansætter en senior, bliver deres negative forestillinger ofte gjort til skamme. Samtidig kan seniorernes erfaring og samarbejdsevner opveje nogle af de udfordringer, lederne oplever,” siger en af forfatterne bag undersøgelsen, Aske Juul Lassen, lektor ved Center for Humanistisk Sundhedsforskning på Københavns Universitet.

Mange roser til seniorer

I følge undersøgelsen, ender arbejdsgiverne med at sætte pris på den livserfaring, som seniorerne har.

  • Seniorer besidder ro, beslutningskomptencer og kan bidrage med erfaringer og viden tilegnet gennem et langt liv. Disse erfaringer gør dem ofte mere selvstændige, rolige og robuste.
  • Seniorerne opleves som stabil og ansvarsfuld arbejdskraft. Lederne pointerer en styrke i, at seniorer er loyale medarbejdere, der ofte bliver længere på arbejdspladsen end forventet.
  • Seniorer er værdsatte sparringspartnere for lederne selv. Mange af lederne i undersøgelsen har stor respekt for seniorernes synspunkter og søger mod dem, når de har et problem.

Konstruktiv kritik tages ofte mere alvorligt, når det kommer fra en senior, og deres holdninger kan bidrage til ændringer i virksomhedens praksis. Dette angår også seniorernes forhold til kollegaer, hvor seniorernes ofte bliver uformelle og formelle mentorer.

Alt i alt mange positive erfaringer med at ansætte seniorer.

Stadig mange fordomme

Men fakta viser omvendt, at når først en senior er blevet ledig, kan det tage tre til fire gange så lang tid at få et nyt job, end det tager for yngre grupper på arbejdsmarkedet.

Og det forklares blandt andet med de fordomme, der stadig eksisterer hos mange arbejdsgivere.

Derfor indeholder undersøgelsen også en række anbefalinger til både arbejdsgivere og ledige seniorer, så missionen om et frugtbart match mellem senior og arbejdsplads i fremtiden i større omgang kan blive udfaldet.

Anbefalingerne til seniorerne kan ses i boksen herunder.

Og hele rapporten kan læses her:

https://www.vive.dk/media/dbziszqv/ansaettelse-af-ledige-seniorer_rapport.pdf

Fire råd til ledige seniorer

  1. Tro på mulighederne. Jobsøgning kan være frustrerende, men mange seniorer kommer tilbage i arbejde. Hold fast i søgningen.
  2. Vis, hvad du kan. Brug konkrete eksempler på din erfaring, dit overblik og din evne til at træffe beslutninger – også når du ikke har papir på kompetencerne.
  3. Målret dit CV. Fremhæv det, der er relevant for jobbet, og fortæl, hvad du gerne vil bidrage med fremover. Vis din motivation.
  4. Overvej et nyt spor. Dine kompetencer kan også bruges i en anden branche, hvis vilkårene passer dig. Et brancheskift giver ofte stor glæde og tilfredshed.

Kilde: Ansættelse af ledige seniorer: En undersøgelse af arbejdsgiveres og seniorers erfaringer

Del:
LinkedIn