Flere feriedage, seniordage og mere fleksibel arbejdstid vil få mange flere seniorer til at forlænge arbejdslivet.
Det viser SeniorKlar’s store undersøgelse blandt 14.000 medlemmer i Danmarks næststørste ældreorganisation, Faglige Seniorer.
Hver femte af de seniorer, som endnu ikke har nået pensionsalderen, forventer at forlænge arbejdslivet.
Men hele 40 procent af de seniorer, som forventer at trække sig tidligere, vil gerne tage en tørn mere og blive længere på arbejdsmarkedet, hvis de havde flere feriedage eller seniordage.
Og hver tredje – 32 procent – ville blive på arbejdsmarkedet, hvis de havde mere fleksible arbejdstider.
”Undersøgelsen viser klart, at der et kæmpemæssigt potentiale blandt seniorerne, hvis virksomhederne og kommunerne rammer de ældre medarbejdere med det rigtige tilbud. Og her scorer øget frihed rigtig højt,” vurderer senioranalytiker Michael Birkjær, der har stået for undersøgelsen.
Ensom efter farvel til job
Michael Birkjær står i spidsen for undersøgelsen, der over tid skal måle trivslen blandt seniorer i årene før og efter at de har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet.
Trivselsundersøgelsen er en del af projektet SeniorKlar, som Faglige Seniorer og Østifterne står bag.
Over 5 år er målet at udvikle værktøjer til at sikre, at overgangen fra arbejdsmarkedet bliver tilrettelagt bedre end i dag. Både for den enkelte lønmodtager og i virksomhederne.
”Vi kan se, at rigtigt mange af de seniorer, der forlader arbejdsmarkedet tidligere end de egentlig havde lyst til, efterfølgende bliver ramt af mistrivsel. Ensomhed og utilfredshed med personlig økonomi er bærende årsager til, at nogle seniorer ikke trives efter at de har efter de har trukket sig fra arbejdsmarkedet,” siger Michael Birkjær.
“Med andre ord ender mange af de seniorer, der måske har haft det hårdeste arbejdsliv også med det sværeste pensionistliv, når vi spørger dem selv. Der er altså al mulig grund til at fokusere særligt på denne gruppe, hvis vi vil modvirke eksempelvis ensomhed,” siger han.
Seniorerne står på spring
I Faglige Seniorer er undersøgelsens resultater modtaget med stor interesse.
Faglige Seniorer har i flere år arbejdet aktivt med seniorarbejdsmarkedet, og lancerede en jobbank Seniorjob.dk, der skal synliggøre job, der passer godt til et aktivt pensionistliv.
”Godt nok har der aldrig været flere seniorer på arbejdsmarkedet end netop nu. Men mange flere står på spring, hvis virksomheder og kommuner ellers forstår at indrette sig mere fleksibelt. Vi ved også, at seniorerne har brug for at blive set og blive hørt. Alt for mange forlader arbejdsmarkedet, uden at de nogensinde er blevet spurgt, om de kunne tænke sig at blive lidt længere”, siger direktør i Faglige Seniorer, Palle Smed.
Han peger på, at det allervigtigste for seniorerne er, at de føler sig værdsat på arbejdspladsen og at kolleger og ledelse husker at fortælle dem det.
”Det er derfor en seniorsamtaler – eller hvad man nu vil kalde det – er så pokkers vigtige. Virksomhederne må lægge deres berøringsangst fra sig, for seniorerne er parate til at diskutere og finde løsninger, der passer både dem selv og den virksomhed, de arbejder på,” lyder det fra Palle Smed.
Alle SeniorKlars undersøgelser
SeniorKlar har siden 2023 gennemført undersøgelser blandt over 20.000 seniorer om deres trivsel, ønsker og liv. Undersøgelserne gennemføres af Tænketanken VELA (Well Being Economy Lab)
-
UndersøgelserTrivselsundersøgelse 1 Seniorer elsker deres job
Seniorklar har gennemført en stor undersøgelse om seniorarbejdslivet blandt 14.000 medlemmer i Faglige Seniorer, der er Danmarks næststørste ældreorganisation. Hovedkonklusionen er, at de elsker deres job. Mange fortsætter gerne , især hvis de får flere feriedage, seniordage og mere fleksibel arbejdstid. (August 2023)
-
UndersøgelserTrivselsundersøgelse 2: Tusinder af seniorer klar til at arbejde – hvis de bliver spurgt
Mens virksomheder skriger på arbejdskraft, er tusinder af seniorer parate til at fortsætte på arbejdsmarkedet. Men de bliver sjældent spurgt. Potentialet er op mod 18.500 fuldtidsstillinger de næste år viser den seneste undersøgelse fra SeniorKlar
-
UndersøgelserAnalyserapport #1: Kortere arbejdstid udskyder pension
Mere end 6 ud af 10 lønmodtagere over 55 år er parate til at udskyde pensionen og blive længere i jobbet – hvis de kan få lov at gå ned i tid. Seniorerne er også villige til at betale selv.
-
UndersøgelserAnalyserapport #2: Arbejdslivet set i bakspejlet
En retrospektiv analyse om arbejdslivet baseret på besvarelser fra seniorer, der er gået på pension. (Marts 2025)
-
UndersøgelserAnalyserapport #3: Arbejdsliv og arbejdstid
Mange pensionister vil gerne arbejde igen – på deres egne vilkår. En analyse af hvor mange pensionerede seniorer, der er interesserede i at vende tilbage til arbejdet. (Marts 2025)
-
UndersøgelserAnalyserapport #4: Omsorgsopgaver presser seniorer væk fra arbejdsmarkedet
Pasning af børnebørn, ældre forældre og syge ægtefæller og anden omsorg fylder så meget, at tusindvis af seniorer risikerer ikke at kunne blive i deres arbejde. Det viser en undersøgelse fra SeniorKlar. Dobbelt omsorgsarbejde er en skjult bombe under velfærdsstaten. (Oktober 2025)