Seniorerne er klar til at tage en ekstra tørn på jobbet og udskyde pensionen. Hvis de kan få flere fridage og kortere arbejdstid.
Bliver de ønsker opfyldt, vil mere end 6 ud af 10 seniorer over 55 år blive længere på arbejdsmarkedet – også længere end det tidspunkt, de havde forventet at trække sig. Og de er parate til selv at betale for mere frihed.
Det fremgår af SeniorKlar’s nye store undersøgelse fra august 2024, der kortlægger hvilket arbejdsliv og arbejdsmarked, seniorerne har behov for – hvis man spørger dem selv.
”Når vi spørger dem, der forventer at trække sig før eller til tiden for folkepension, svarer hele 62 procent, at de kan se sig selv arbejde længere, hvis deres arbejdstid ændrede sig. Og de er parate til at betale af egen lomme for eksempelvis en ugentlig fridag.”
Det fortæller analysechef Michael Birkjær fra tænketanken Wela, der har gennemført undersøgelsen for SeniorKlar, der er et fælles projekt for Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer og den filantropiske forening Østifterne.
Undersøgelsen er en af de største med deltagelse af over 18.500 respondenter, hvor både seniorer før og efter pensionsalderen er blevet spurgt.
Parat til selv at betale
7 ud af 10 seniorer svarer i undersøgelsen, at hvis de får mulighed for at gå ned i tid, foretrækker de en ugentlig fridag fremfor kortere arbejdsdage.
Halvdelen svarer samtidig, at de er parate til gå proportionalt ned i løn.
Flest mænd – 62 procent – er parate til selv at betale for kortere arbejdstid, mens det kun gælder for 48 procent af kvinderne.
”Der er mange forklaringer – løn er en af dem, hvor det for nogle er et spørgsmål om, hvor meget løn, man har i forvejen at give af. Derfor er villigheden til at gå ned i løn mindst blandt kvinder, som arbejder med mennesker eller produktion. Men det er også her, vi ser flest på deltid”, forklarer Michael Birkjær.
Med udgangspunkt i tal fra Danmarks Statistik har Michael Birkjær regnet på, hvor mange seniorer i aldersgruppen 55 år til 66 år der i givet fald vil være til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis undersøgelsens tal blev omsat i personer over 55 år, der i dag er på arbejdsmarkedet.
Det svarer til over 279.000 personer, der – med undersøgelsens resultater som udgangspunkt – vil være interesseret i at forlænge arbejdslivet ved nye vilkår de kommende år.
”Undersøgelsen viser, at der er et enormt potentiale for at flere seniorer kan få det arbejdsliv, de ønsker, og at vi samtidig kan sikre noget af den arbejdskraft, som vi på flere områder har brug for, ” siger Michael Birkjær.
Behov for mere rummelighed
SeniorKlar mener, at undersøgelsen kan skubbe yderligere på en udvikling, hvor flere og flere seniorer vælger at fortsætte på arbejdsmarkedet. Hvis altså arbejdspladserne i langt højere grad indretter sig efter deres ønsker og behov.
”Der er allerede flere seniorer i arbejde end nogensinde. Men hvis vi skal åbne seniorarbejdsmarkedet for alle, der har lyst til at fortsætte, skal der skabes større rummelighed i virksomhederne,” siger direktør Palle Smed fra Faglige Seniorer, der sammen med Østifterne står bag SeniorKlar.
”Vi skal have ændret kulturen, og her spiller arbejdsmarkedets parter og politikerne en afgørende rolle. Det er helt gratis at tale seniorerne op, og den chance synes jeg politikerne med beskæftigelsesministeren og statsministeren i spidsen skal udnytte,” siger han.
Splinten i eget øje
Samtidig opfodrer Palle Smed arbejdsgivere og erhvervsorganisationer til at forløse det potentiale for seniorarbejdskraft, som undersøgelsen fra SeniorKlar afslører, er til stede.
”Det undrer mig, at erhvervsorganisationerne råber sådan op i den aktuelle debat om pensionsalder uden at de ser splinten i deres eget øje. Der er absolut intet, der hindrer virksomhederne i at tilbyde seniorerne mere fleksible arbejdsvilkår.”
”Der er et enormt potentiale i at frisætte seniorerne på arbejdsmarkedet. De gode konjunkturer er ret afgørende, men i sidste ende handler det om trivsel. Hvis man trives i sit arbejdsliv, er der rigtigt mange, der er parate til at blive nogle år længere, ” lyder det fra Palle Smed.
Alle SeniorKlars undersøgelser
SeniorKlar har siden 2023 gennemført undersøgelser blandt over 20.000 seniorer om deres trivsel, ønsker og liv. Undersøgelserne gennemføres af Tænketanken VELA (Well Being Economy Lab)
-
UndersøgelserTrivselsundersøgelse 1 Seniorer elsker deres job
Seniorklar har gennemført en stor undersøgelse om seniorarbejdslivet blandt 14.000 medlemmer i Faglige Seniorer, der er Danmarks næststørste ældreorganisation. Hovedkonklusionen er, at de elsker deres job. Mange fortsætter gerne , især hvis de får flere feriedage, seniordage og mere fleksibel arbejdstid. (August 2023)
-
UndersøgelserTrivselsundersøgelse 2: Tusinder af seniorer klar til at arbejde – hvis de bliver spurgt
Mens virksomheder skriger på arbejdskraft, er tusinder af seniorer parate til at fortsætte på arbejdsmarkedet. Men de bliver sjældent spurgt. Potentialet er op mod 18.500 fuldtidsstillinger de næste år viser den seneste undersøgelse fra SeniorKlar
-
UndersøgelserAnalyserapport #1: Kortere arbejdstid udskyder pension
Mere end 6 ud af 10 lønmodtagere over 55 år er parate til at udskyde pensionen og blive længere i jobbet – hvis de kan få lov at gå ned i tid. Seniorerne er også villige til at betale selv.
-
UndersøgelserAnalyserapport #2: Arbejdslivet set i bakspejlet
En retrospektiv analyse om arbejdslivet baseret på besvarelser fra seniorer, der er gået på pension. (Marts 2025)
-
UndersøgelserAnalyserapport #3: Arbejdsliv og arbejdstid
Mange pensionister vil gerne arbejde igen – på deres egne vilkår. En analyse af hvor mange pensionerede seniorer, der er interesserede i at vende tilbage til arbejdet. (Marts 2025)
-
UndersøgelserAnalyserapport #4: Omsorgsopgaver presser seniorer væk fra arbejdsmarkedet
Pasning af børnebørn, ældre forældre og syge ægtefæller og anden omsorg fylder så meget, at tusindvis af seniorer risikerer ikke at kunne blive i deres arbejde. Det viser en undersøgelse fra SeniorKlar. Dobbelt omsorgsarbejde er en skjult bombe under velfærdsstaten. (Oktober 2025)