Gode råd til en seniorsamtale med din leder

Hvis du begynder at overveje dit arbejdsliv, eller måske endda tænker på at gå på pension, så kan det være en god idé at få en seniorsamtale med din leder.

I den sidste del af arbejdslivet, begynder mange at tænke over, hvordan og hvornår de ønsker at gå på pension. Både privat og på jobbet er der mange ting at tage stilling til.

Hvad er en Seniorsamtale?
Seniorsamtalen er en samtale dig og din chef om dine tanker og ønsker til fremtiden på jobbet.

Her taler I om, hvad du gerne vil lave, hvordan arbejdstiden passer bedst, muligheder for at lære nyt, holde dig sund og glad, og dine eventuelle tanker om pensionering.

Samtalen giver dig en mulighed for at få nogle af dine ønsker opfyldt til dit arbejdsliv samtidig med , at din erfaring udnyttes bedst muligt på arbejdspladsen.

En seniorsamtale giver dig mulighed for at tale med din chef om, hvordan du har det dit arbejde, og ikke mindst om der er ting du gerne vil justere. Måske fordi dine ønsker, kræfter eller helbred har ændret sig med alderen.

Det kan være svært at tale om alder på sin arbejdsplads, især hvis det ikke er noget I plejer at gøre. Måske står der noget i jeres personalehåndbog. Kun få steder har man en decideret seniorpolitik at læne sig op af.

Men selv om det kan være svært og du måske er nervøs for at give indtryk af, at du er på vej ud, så er det umagen værd. Mange ledere har i øvrigt heller ikke nemt ved at tale om alder.

Det positive er, at undersøgelser viser, at seniorer, der har haft en seniorsamtale på deres arbejdsplads, ofte bliver gladere for deres arbejde og får lyst til at forlænge deres arbejdsliv.

Medarbejderens materiale til seniorsamtaler

Vi håber, at seniorsamtalerne bliver et positivt tiltag på jeres arbejdsplads. Skriv gerne til seniorklar@fagligsenior.dk, hvis du har erfaringer, kommentarer eller ønsker gode råd.

5 gode argumenter for at tage en seniorsamtale

  • Seniorsamtalen er en god anledning til, at du begynder at overveje dine fremtidsplaner både på jobbet og i privatlivet.
  • Samtalen er en chance for at fortælle din chef, hvad du er glad for, og hvad du måske gerne vil lave mindre af.
  • Du kan også tale om fleksibilitet, fridage og arbejdstid. Chefen ved som regel godt, at mange seniorer gerne vil arbejde, men ikke nødvendigvis på samme timetal fremover. Nogle chefer er ikke så glade for nedsat tid. Men det er som regel endnu værre , hvis du vælger at sige op og gå på pension.
  • Du har mulighed for at tale med chefen om at få nye færdigheder, så du kan få mere variation i dine daglige opgaver. Har du lyst til at lære nyt, øger du din chance for et godt arbejdsliv. Det er også din bedste forsikring mod ledighed.
  • Samtalen om jobbet giver dig også anledning til at tænke over dit privatliv og din økonomi. Bare det at du begynder at tænke og tale om din ønsker, er en rigtig god start.

Muligheder for fleksibilitet

Det er meget forskelligt, hvad du har muligheder på din arbejdsplads. Det afhænger af overenskomst, aftaler og lokale forhold. Her er en en samling af muligheder:

  • Mulighed for at gå ned i tid med hel, delvis eller ingen lønkompensation
  • Flere feriefridage. Det kan også være en del en evt. fritvalgskonto.
  • Mere fleksibel placering af arbejdstid.
  • Færre skæve vagter.
  • Muligheder for ekstra pauser i løbet af arbejdsdagen.
  • Uddannelse, så du kan varetage andre og måske mindre fysisk krævende opgaver.
  • Du bliver mentor for yngre kolleger og lærer dem om arbejdspladsens og fagets hemmeligheder.

Læs mere om fleksible ordninger her.

Sådan får du en seniorsamtale

Hvis du er heldig, så er det fast rutine at holde seniorsamtaler på din arbejdsplads. Her det din leders ansvar at tage initiativ til samtalen.

Men mange arbejdspladser er ikke kommet i gang med seniorsamtaler. Det behøver dog ikke forhindre dig i at tage et initiativ.

  • Spørg gerne dine jævnaldrende kolleger, om de kunne tænke sig at tale om jeres forskellige ønsker.
  • Hvis I har en tillidsvalgt, så spørg om, hvilke muligheder der er på jeres arbejdsplads for en seniorsamtale og for seniorordninger.
  • Sig til din leder, at du godt kunne tænke dig en seniorsamtale.
    Du kan evt. vise din leder denne side om seniorsamtaler. Den er skrevet til ledere og forklarer deres rolle og interesse i seniorsamtaler. Læs om Seniorsamtaler – for ledere

Gode fakta at huske på

  • Seniorer bidrager med erfaring på arbejdspladsen og går sjældent i panik. Du har i modsætning til de unge prøvet det meste før.
  • Det er forbudt at fyre nogen, fordi de har nået en bestemt alder. Du kan arbejde, så længde det giver mening for dig og din arbejdsgiver. Folkepensionsalderen er blot det tidspunkt, hvor du har mulighed for at få folkepension.
  • Seniorer er ofte gode til at tilpasse sig ændringer. Dagens seniorer har ekstrem stor rutine i at håndtere ændringer i både teknologi og organisation.