Husk at gå til lægen, mand!

En del mænd er ikke så gode til at gå til lægen og blive tjekket. Det er et problem, fordi mange sygdomme er meget lettere at behandle, hvis man bliver undersøgt i tide.

Mænd tøver ofte med at gå til lægen – og det er ikke særlig smart.

Nej, jeg går ikke til lægen. Det er nok ikke noget! Jeg vil jo ikke være pylret! 

Kan du kende dig selv? Måske er du netop en af de mænd, der går til lægen for at blive tjekket, og det er godt. Men fakta er desværre, at mange mænd venter for længe med at blive undersøgt, og i den tid kan en eventuel sygdom udvikle sig til det værre. 

Det er vigtigt at holde fast i et godt helbred – både for at give dig mulighed for at arbejde så længe, du har lyst og for at lægge et godt fundament for din alderdom. 

Lidt frækt kan man sige, at mange mænd passer bedre på deres bil end på deres helbred.

Her er nogle af årsagerne 

Der er lavet forskellige undersøgelser for at finde årsagerne til, at mænd går sjældnere til lægen end kvinder. 

  • Du har svært ved at bede om fri på jobbet for at gå til lægen.  
  • Du har som mange mænd lidt svært ved tale om sundhed, hverken med din familie, venner eller kolleger. 
  • Du synes, at det lidt pinligt at tale om helbredsmæssige problemer. Det passer ikke ind i billedet af ”en rigtig mand”. 
  • Du ved ikke så meget om symptomer og sygdomme. Og du googler ikke lige svimmelhed, hvis du har et problem med balancen.
  • Du synes ikke, at lægen ikke er et sted for dig. Der ligger for eksempel oftere dameblade end bilmagasiner i venteværelset, og du bliver altid mødt af en kvinde ved skranken. 

Lægen: Tre vigtige råd

  • Bestil tid hos lægen– det kan være livsvigtigt
    Et hurtigt lægebesøg kan sikre, at du forbliver sund og rask. De fleste steder kan du bestille tid over nettet.
  • Drop tøven – lægen er også for dig
    Husk, lægen er der for alle – også dig! Lægen er vant til at tale med mænd om helbred, og du har jo faktisk betalt for det ia skatten.
  • Tag symptomer alvorligt – små problemer kan vokse
    Hvis du går og mærker småskavanker, så ignorer dem ikke. Sygdomme, der opdages tidligt, er ofte nemme at behandle. Gå tilbage til Pkt. 1.

Skavankerne går ikke væk af sig selv 

Hvis du hører til gruppen af mænd, der tøver med lægebesøget, så er det på tide at ændre opfattelse og komme afsted.  

Hvis du har gener, som ikke er livstruende, men bare begrænser din hverdag, så er det da ærgerligt ikke at få gjort noget ved det. Ofte kan du få et meget bedre liv med den rette hjælp og behandling.  

Har du symptomer på, at der kan være noget galt, så er det også med at komme til lægen. For mange sygdomme – også de alvorlige – kan behandles, så du stadig kan have en god livskvalitet.  

Selv, hvis du tænker, at du er helt sund og rask, så bliv tjekket af og til. Der er mange sygdomme, som ikke giver symptomer, og som næsten altid kan klares medicinsk. Det gælder blandt andet forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol, en del øjensygdomme og begyndende diabetes.  

Du kan også tale med din læge om behovet for at få et generelt sundhedstjek. 

Tag opfordringer alvorligt 

Hvis f.eks. din partner, en ven eller dit barn opfordrer dig til at gå til læge, så lyt og gør hvad de siger. Du kan jo altid sige til lægen, at du kommer, fordi andre er bekymrede.  

Sådan gør du noget for din sundhed