Hvem vil du nominere til SeniorKlar-prisen 2024?

SeniorKlar-prisen skal sætte ekstraordinært fokus på de gode eksempler og rollemodeller i overgangen fra det aktive arbejdsliv til livet som pensionist

Seniorer ønsker i stort tal både at bidrage på arbejdspladserne og få gode liv, der passer til til deres ønsker og behov. Men mange seniorer forlader arbejdsmarkedet uden at reflektere over, hvad der kunne få dem til at fortsætte og hvad der er det gode seniorliv for dem.

Det er et tab for både den enkelte, for arbejdspladserne og for samfundet.

Med SeniorKlar-prisen ønsker Østifterne og Faglige Seniorer at sætte ekstraordinært fokus på de gode eksempler og rollemodeller i overgangen fra det aktive arbejdsliv til livet som pensionist.

De kan inspirere andre til tage små og store initiativer, der kan skabe en kulturforandring, og en ny forståelse for seniorarbejdslivet samt et nyt blik på seniorernes ressourcer i den sidste del af arbejdslivet.

SeniorKlar-prisen uddeles til en virksomhed, et fællesskab eller enkeltperson, der i den forbindelse har gjort sig særligt bemærket, og lever op til et eller flere af kriterierne for prisen.

Prisen er en statuette af kunstneren Palle Mernild og uddeles én gang årligt.

SeniorKlar-prisen uddeles for første gang på Seniorernes Topmøde, den 21. november på Christiansborg.

Du kan frem til den 31. oktober indstille en kandidat.

Kriterier for tildeling af SeniorKlar-Prisen
Retningslinjer for nominering og vurdering

Nominering til SeniorKlar-prisen

Navn på virksomhed, organisation, initiativ eller person.
Evt. kontaktperson, link til hjemmeside eller facebookside.
Dit navn(Påkrævet)
Eller f.eks. folkepensionist.
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

Kriterier for tildeling af SeniorKlar-Prisen

  1. Fastholdelse af seniorer på arbejdsmarkedet
    • Prisen kan tildeles virksomheder, der arbejder systematisk med at fastholde seniorer på arbejdspladsen eller tiltrække ældre medarbejdere.
    • Virksomheden skal have etableret politikker og praksisser, der muliggør fleksible arbejdsforhold for ældre medarbejdere.
    • Succeskriterier inkluderer en konkret stigning i andelen af seniorer, der udskyder pensionering.
  2. Nyskabende tilgange til seniorarbejdslivet
    • Fokus er på virksomheder, der tør implementere innovative løsninger, som fremmer et godt seniorarbejdsliv. Dette kan være teknologiske løsninger, nye organisationsmodeller eller særlige programmer målrettet seniorer.
    • Virksomheden skal kunne fremvise resultater af initiativer, der forbedrer seniorernes trivsel og arbejdsbetingelser.
  3. Overgangen fra arbejdsliv til livet som pensionist
    • Initiativer, der styrker seniorerne i overgangen fra arbejdslivet til livet som pensionist med fokus på trivsel og livskvalitet.
    • Eksemplerne skal kunne dokumenteres og have en bred anvendelighed for andre aktører.
  4. Sammenkobling af arbejdsliv og frivillighed
    • Initiativer, der fremmer seniorernes engagement i frivilligt arbejde. Dette inkluderer projekter, hvor seniorer aktivt involveres i samfundsnyttige aktiviteter ved siden af deres arbejde.
  5. Det gode eksempel
    • Organisationer, foreninger eller fællesskaber, der sætter nye standarder og inspirerer andre med deres metoder til at forbedre seniorarbejdslivet eller overgangen fra arbejdsliv til livet som pensionist.
    • Eksemplerne skal kunne dokumenteres og have en bred anvendelighed for andre aktører.
  6. Enkeltpersoners bidrag
    • Enkeltpersoner, der gør en mærkbar forskel ved at fremme en positiv kultur omkring seniorarbejdslivet eller overgangen fra arbejdsliv til livet som pensionist, fx gennem foredrag, rådgivning, eller politisk engagement.
    • De kan også være kendt for at være en stærk stemme i den offentlige debat og fremme seniorers rettigheder og vilkår.

Retningslinjer for nominering og vurdering

  1. Nominering:
    • Indstillinger til prisen kan indsendes via en digital formular på Seniorklar.dk/seniorklarpris.
    • Der kan nomineres både virksomheder, fællesskaber, organisationer og enkeltpersoner.
    • Nomineringen skal indeholde en detaljeret beskrivelse af de opnåede resultater og effekter i forhold til de opstillede kriterier.
  2. Uddeling:
    • Prisen på kr. 5.000 uddeles én gang om året ved en officiel prisoverrækkelse.
    • Priskomiteen består af formandskabet i SeniorKlar, som har det endelige ansvar for tildelingen.
  3. Bedømmelse:
    Nomineringerne vurderes ud fra de opstillede kriterier, hvor der især lægges vægt på:
    • Dokumenterede resultater og effekter.
    • Grad af innovation og nytænkning.
    • Bidrag til at forbedre seniorarbejdslivet og det samfundsmæssige engagement.
    • Evnen til at øge livskvalitet og trivsel.
    • Inspirerende eksempler, der kan tjene som rollemodeller for andre.

Seniorklar

SeniorKlar er et partnerskab mellem Østifterne og Faglige Seniorer.
Vi udvikler værktøjer til den gode fleksible overgang fra arbejdsliv til pension.
Vi henvender os både til den enkelte lønmodtager og til ledere og tillidsvalgte på arbejdspladserne.