Ledelsen gør det nemt at tale om senioraftaler 

63-årige ingeniør Tove Andersen ønsker mere tid til at komme ud i naturen, ro i kajak og passe fiskerhus ved Vesterhavet – men er overhovedet ikke parat til at stoppe helt på arbejde 

Tove Andersen har været til et møde, som Herning Kommune og SeniorKlar arrangerede for medarbejdere i senioralderen, og hun siger, det gav hende inspiration og input.

Tove Andersen sagde nej tak første gang, hendes leder ved en MUS-samtale tilbød at tale om hendes senkarriere. Det kunne godt vente ét år. 

Men nu er hun ved at være klar. Hun pønser på at spørge om en firedages arbejdsuge i stedet for fuld tid. Det kunne være starten på en nedtrapning.  

Den 63-årige ingeniør købte i fjor sammen med sin kæreste et gammelt fiskerhus i Thorsminde. Her har de også kajakker liggende. Hun vil gerne mere ud i naturen.  

Men Tove Andersen er overhovedet ikke parat til helt at stoppe på arbejde. Hun håber, at hun kan fortsætte til mindst 68 år.  

Hun har via sit job i teknik- og miljøafdelingen en stor kontaktflade og mange gode kolleger. Hun passer brede arbejdsfelter med spildevand, varmeforsyningsplanlægning og naboklager. Det giver hende stor arbejdsglæde.  

Glad for åbenhed 

Tove Andersen vil næppe true sin chef med at sige op, hvis han nægter hende færre arbejdstimer. Hun glæder sig over den holdning, som breder sig i Herning Kommune, og som betyder, at de ansatte ikke behøver tænke taktisk om deres senkarriere.  

”Ledelsen siger klart, at det er i orden at tale om senioraftaler, og at de gerne vil fastholde seniorer. Jeg har aldrig følt mig utryg, men det gør det nemmere at snakke om, når ledelsen siger det så klart. Vi behøver ikke putte med vores tanker om den sidste tid på arbejdspladsen,” siger Tove Andersen.  

Hun føler sig privilegeret med al tid til sig selv. Hun har ikke længere små børn og heller ikke gamle, svagelige forældre. Hun er i vigør og har overskud til både fortsat at arbejde og til at prioritere fritiden.  

Styr på økonomien 

Tove Andersen er stadig tilsluttet efterlønsordningen, men har ingen planer om at gøre brug af den. Hun er klar over, at hun mangler at få styr på et vigtigt punkt i forhold til senkarrieren: Økonomien.  

Hun er sikker på, at hun kan klare sig, selv om lønnen falder lidt, hvis hun går ned i timetal. 

Men hun har ikke fået set på, om hun måske skal supplere med delpension fra sin pensionskasse. Hun kender endnu ikke reglerne. Det vil hun få set på snarest.  

Allerede i dag har Tove Andersen stor fleksibilitet i sit arbejdsliv. Hun kunne i teorien godt spare timer op til for eksempel at tage på en ferie uden for sæsonen.  

Men lidt færre arbejdstimer vil øge fleksibiliteten. Og muligheden for at passe fiskerhuset lidt oftere. 

Mere fra Herning

Mød medarbejdere og ledere i Herning Kommune

SeniorKlar er i gang med et fuldskala pilotprojekt om at gøre både arbejdsplads og medarbejdere seniorklar. Mød både medarbejdere og ledere op hør om deres baggrund og tanker om arbejdslivet som erfaren medarbejder i Herning Kommune.

Samarbejdet mellem Herning og Kommune og SeniorKlar startede i efteråret 2023.

Kontakt: Hvis du vil høre mere om SeniorKlar eller have besøg på jeres arbejdsplads. Læs mere her