Herning Kommune vil holde på sine seniorer

HR-chef ønsker at holde på medarbejderes viden ved senkarriere-samtaler og andre initiativer og sætter pris på assistance fra SeniorKlar.  

-Noget af det vigtigste i seniorindsatsen handler om at kunne tale om alder på arbejdspladsen, så det ikke er et tabu. Dermed kan der åbnes op for seniorers ønsker om for eksempel kortere arbejdstid og fleksibel arbejdstid, siger HR-chef i Herning Kommune, Benedikte Lohfert Würtz. 

Mere end hver ottende medarbejder i Herning Kommune er over 60 år. Det betyder, at 867 personer inden for de næste år når en alder, hvor de kan forventes at forlade arbejdspladsen.  

Det er en stor udfordring for kommunen. Nye og yngre står ikke i kø for at afløse.  

Derfor har Herning Kommune som en af de første arbejdsgivere tilsluttet sig SeniorKlar. I forvejen var kommunen sporadisk i gang med en seniorindsats.  

Nu gøres der langt mere omfattende og strukturerede bestræbelser for både at holde længere på nuværende ansatte og blive mere attraktiv for nye ansatte.   

SeniorKlar gennemfører workshops for både ledere, tillidsvalgte og medarbejdere i Herning kommune. Målet er at øge den gennemsnitlige afgangsalder.  

Det sker med senkarrieresamtaler og tilbud om bl.a. fleksible arbejdstider.   

”Vi håber, at vi på forskellige måder kan give seniorerne en meningsfuld tilknytning til arbejdspladsen,” siger HR-chef Benedikte Lohfert Würtz.  

SeniorKlar i Herning Kommune

SeniorKlar er sammen med Herning kommune i gang med en større indsats, der både skal give medarbejderne et godt seniorarbejdsliv og gøre det attraktivt for flere at fortsætte arbejdslivet i kommunen

  • Projektet er et tæt samarbejde mellem medarbejdere, ledere tillidsvalgte HR og SeniorKlar. 
  • En langt mere omfattende og strukturerede indsats med workshops, senkarrieresamtaler og tilbud om bl.a. kortere og mere fleksible arbejdstider. 
  • Kommuner er store og komplekse arbejdspladser med mange afdelinger, ansatte og overenskomster. 
  • SeniorKlar arbejder generelt for en kulturændring i samfundet, så erfaring ses som en styrke til glæde for alle.

Kontakt: Hvis du vil høre mere om SeniorKlar eller have besøg på jeres arbejdsplads. Læs mere her 

Intet tabu om alder 

Herning Kommune har op mod 7.000 medarbejdere på en række forskellige områder: Skoler, daginstitutioner, plejehjem, veje, administration og meget andet. Aldersfordelingen varierer en del. De største udfordringer er på Ældre- og sundhedsområdet.  

”Noget af det vigtigste i seniorindsatsen handler om at kunne tale om alder på arbejdspladsen, så det ikke er et tabu. Dermed kan der åbnes op for seniorers ønsker om for eksempel kortere arbejdstid og fleksibel arbejdstid, siger HR-chef Benedikte Lohfert Würtz.  

Nogle medarbejdere kan måske ønske at skifte job og lave noget andet end hidtil. En kommune udfører et hav af opgaver, så lige her er der gode muligheder for at imødekomme ønsker.  

De vender tilbage

I Herning Kommune er det heldigvis ikke alle, der siger helt farvel, når de går på pension.   

Måske aftaler de, at lederen er velkommen til at ringe til medarbejderen tre eller seks måneder senere.  

På det tidspunkt har senioren prøvet at holde fri hele tiden, og måske bliver det ikke ved med at være fantastisk. Måske er sommerhuset malet færdigt, eller parret har været på de planlagte rejser.  

I flere tilfælde er en medarbejder derfor kommet tilbage. Måske i et vikariat på deltid, måske et antal timer om ugen eller en egentlig deltidsansættelse.  

”Mange glæder sig forståeligt til at gå på pension. Men efter et stykke tid finder vi måske ud af, at så lykkelig bliver man heller ikke af at stoppe helt med at arbejde,” siger Benedikte Lohfert Würtz.  

Retfærdigt og ordentligt

Erfarne medarbejdere kender arbejdsopgaverne og kommunens organisation. De er fortrolige med it-systemet. I det hele taget sidder de med en kæmpemæssig viden, som går tabt, hvis de pludselig stopper.   

Det vil Benedikte Lohfert Würtz gerne forebygge.  

Hvis de fortsætter lidt længere i job på måske mere fleksible vilkår, kan de langsomt give deres viden videre. Mange er også glade for arbejdet og kollegerne. De sætter pris på det sociale fællesskab og vil egentlig gerne stadig være en del af det.  

”Det er den ligning, vi skal have til at gå op. Og det skal gøres på en retfærdig og ordentlig måde.”  

Det gælder for alle

Direktionen i Herning Kommune er optaget af fleksibilitet for alle medarbejdere, ikke kun seniorer. Børnefamilier kan også have behov. 

Derfor er der nogle steder indført MUS-samtaler om livsfaser – og det kan så også være seniorfasen.  

Der kan være ansatte, som gerne over måske flere år vil spare timer sammen til for eksempel tre måneder i Latinamerika. Direktionens overordnede indstilling er, at den slags skal kunne lade sig gøre.  

Benedikte Lohfert Würtz siger, at fleksibiliteten gerne må smitte af til kontakten med borgerne. Hvis en ellers selvhjulpen ældre gerne vil have hjælp til badet fredag i stedet for som vanligt onsdag, så vil det være godt, hvis det kan lade sig arrangere. Så kan hjemmeplejen måske også bedre ringe til borgeren en anden gang, hvor de af hensyn til planlægning gerne vil flytte badet.  

Værdifuldt projekt

Benedikte Lohfert Würtz fortæller, at Herning Kommune allerede har fået meget ud af SeniorKlar. Blandt andet en adgang til værdifuld viden om seniormedarbejdere.  

”SeniorKlar stiller dygtige konsulenter til rådighed for os. Det er gratis, så vi sparer ellers dyre eksterne konsulenter.” 

”Det er et ædelt motiv, der driver SeniorKlar. Projektet er sat i verden for, at seniorer får et godt liv, før og efter arbejdslivet.  

Vi vil gerne være med til at hylde seniorerne. De skal ranke ryggen som værdifulde medarbejdere,” siger Benedikte Lohfert Würtz.  

Mere fra Herning

Mød medarbejdere og ledere i Herning Kommune

SeniorKlar er i gang med et fuldskala pilotprojekt om at gøre både arbejdsplads og medarbejdere seniorklar. Mød både medarbejdere og ledere op hør om deres baggrund og tanker om arbejdslivet som erfaren medarbejder i Herning Kommune.

Samarbejdet mellem Herning og Kommune og SeniorKlar startede i efteråret 2023.

Kontakt: Hvis du vil høre mere om SeniorKlar eller have besøg på jeres arbejdsplads. Læs mere her 

Fakta: Alder på de ansatte i Herning Kommune 

AlderAntal personerAndel i procent
0-191402%
20-29107016%
30-39153322%
40-49157223%
50-59164624%
60+86713%
Ialt6828