Ekspert advarer: Velfærdens skjulte balance er ved at tippe

Når sygeplejersker og SOSU’er både passer patienter og ældre på jobbet og deres egne forældre derhjemme, truer det hele velfærdens balance, advarer tidligere departementschef Per Okkels. Han efterlyser fleksible arbejdsvilkår og bedre politisk forståelse for presset på medarbejderne.

Hvis de medarbejdere, der yder omsorg både professionelt og privat, trækker sig tidligere fra arbejdsmarkedet, vil det kunne mærkes markant i hele velfærdssystemet,” siger Per Okkels.

Ifølge Per Okkels, tidligere departementschef i sundheds- og ældreministeriet og mangeårig ekspert på ældre- og sundhedsområdet, giver en ny analyse fra WELA og SeniorKlar et sjældent klart billede af en ubalance, som hidtil har været overset i den offentlige debat.

“Det er overraskende stort – men samtidig positivt – hvor meget uformel omsorg der faktisk ydes. Jeg havde ikke regnet med, at omfanget var så massivt,” siger han.

Undersøgelsen viser, at der i Danmark ydes mere omsorg i hjemmene end i hele den offentlige sektor. Opgaverne bæres især af kvinder og ansatte i sundhedssektoren, som både yder professionel og privat pleje.

Det øger risikoen for stress og tidlig tilbagetrækning og kan forværre manglen på arbejdskraft i velfærdssektoren, fremgår det af undersøgelsen.

Pres på de samme personer

Per Okkels peger på, at det uformelle omsorgsarbejde udgør en enorm ressource, men også rummer en risiko, hvis presset på de samme personer bliver for stort.

“Vi har nok undervurderet betydningen af det uformelle omsorgsarbejde. Det aflaster systemet, men hvis de medarbejdere, der yder omsorg både professionelt og privat, trækker sig tidligere fra arbejdsmarkedet, vil det kunne mærkes markant i hele velfærdssystemet,” siger Per Okkels.

Særligt peger han på den gruppe medarbejdere i sundheds- og omsorgssektoren, der yder såkaldt ”dobbeltomsorg” – altså både professionelt og privat tager sig af svækkede og syge i familien.

“Når medarbejdere i sundheds- og omsorgssektoren yder omsorg både på jobbet og privat, står de i en sårbar balance. Hvis for mange af dem vælger at trække sig tidligt fra arbejdsmarkedet, vil det kunne mærkes markant i hele velfærdssystemet,” siger han.

Der skal tænkes nyt

Per Okkels vurderer, at risikoen for mangel på social- og sundhedspersonale kan vokse betydeligt, hvis ikke denne balance håndteres.

“Vi ved allerede, at vi kommer til at mangle op imod 20.000 social- og sundhedsassistenter og hjælpere i de kommende år. Når det er de samme mennesker, der også yder uformel omsorg derhjemme, og som derfor står i risiko for at droppe ud arbejdsmarkedet for tidligt, så bliver det et stort problem,” siger han.

Som en del af løsningen peger Per Okkels på, at der skal tænkes nyt i både sundhedspolitik og arbejdsvilkår.

“Fleksibilitet er nøgleordet, hvis vi skal fastholde de her medarbejdere. Bedre løn og pension hjælper, men det er især muligheden for fleksible arbejdsvilkår, der gør forskellen,” siger han.

Uformel omsorg skal være en del af sundshedspolitik

Han fremhæver samtidig, at de nye sundhedsråd i regionerne, som skal etableres fra 2027, kan få en vigtig rolle i at inddrage civilsamfundet og de pårørende, der i dag løfter en stor del af omsorgen.

“Jeg synes, det vil være oplagt, at de kommende sundhedsråd inddrager patienter, pårørende og civilsamfundet i større omfang. Det handler om at tænke den uformelle omsorg ind i sundhedspolitikken som en ressource,” siger Per Okkels.

Han er enig med analysens forfattere i, at ubalancen kan få vidtrækkende konsekvenser.

“Hvis tallene holder, så er det faktisk rigtigt at kalde det en skjult bombe under velfærdsstaten. Det kan blive et kæmpe problem, hvis ikke vi får balanceret det ordentligt,” siger Per Okkels.

Rapport#4: Omsorgspres får seniorer til at trække sig før tid

Flere seniorer yder omsorg i hjemmet end nogensinde før – og det kan mærkes. En ny analyse viser, at det især er kvinder i omsorgssektoren, der bærer den største byrde.

  • Der ydes mere omsorg i hjemmet end i den offentlige sektor (188.000 vs. 167.000 årsværk).
  • 23 % af seniorerne står for 80 % af den private omsorg.
  • Kvinder og ansatte i sundheds- og socialsektoren yder mest.
  • Omsorgsarbejde over 8 timer om ugen øger risikoen for stress med 72 %.
  • 30 % i sundheds- og undervisningssektoren oplever dårlig balance mellem arbejde og privatliv.
  • Mange seniorer med dobbeltrolle trækker sig tidligere fra arbejdsmarkedet.
  • Danmark får brug for 22.000 flere SOSU’er frem mod 2050.

Læs hele Analyserapport #4 her

Analysen er udarbejdet af Wellbeing Economy Lab (WELA) og  bygger på i alt 17.306 svar på spørgeskemabesvarelser fra seniorer både på og udenfor arbejdsmarkedet.

Læs også: