Analyserapport #2: Arbejdslivet set i bakspejlet
En retrospektiv analyse om arbejdslivet baseret på besvarelser fra seniorer, der er gået på pension. (Marts 2025)
“SeniorKlar analyserapport #2: Arbejdslivet set i bakspejlet” giver vigtig indsigt i, hvordan overgangen til pension opleves, hvad der driver folk til at trække sig tilbage, og hvad de ser tilbage på med stolthed eller fortrydelse.
Rapporten bygger på spørgeskemabesvarelser fra over 20.000 personer over 55 år og fokuserer på de, som allerede er gået på pension.
Overgangen til pension: En blandet oplevelse
For de fleste er overgangen til pension forholdsvis let. Blandt dem, der gik på pension før eller ved folkepensionsalderen, siger cirka 7 ud af 10, at det var en let overgang. Men andelen falder blandt dem, der arbejdede videre efter pensionsalderen – her oplevede kun 62% overgangen som let.
Kvinder og personer fra omsorgssektoren oplever oftere overgangen som svær, særligt hvis arbejdet har været en vigtig kilde til fællesskab.
Hvorfor går man på pension – og hvornår?
Der er stor forskel på, hvorfor folk vælger at stoppe med at arbejde. Dem, der arbejdede længere, gjorde det ofte af lyst – fordi de holdt af deres job og kolleger, eller fordi arbejdet gav dem mening i hverdagen.
Omvendt skyldes tidlig pension typisk ønsket om frihed, mere tid med familie eller økonomisk mulighed for at stoppe. De, der trak sig tilbage på grund af pres, sygdom eller uønskede forhold på jobbet, har oftere haft en svær overgang til pensionen.
Hvad gør et arbejdsliv godt?
Spændende arbejdsopgaver er det vigtigste for både mænd og kvinder, når de ser tilbage. Men der er forskel afhængigt af køn og branche. Kvinder lægger mere vægt på gode relationer og mening i arbejdet, mens mænd i højere grad fremhæver løn og stabilitet. I omsorgsarbejde er det sociale og meningsfulde aspekt vigtigst, mens folk fra produktionsbranchen vægter løn og tryghed højt.
Stolthed og fortrydelse: Hvad ville man ændre?
Langt de fleste pensionerede seniorer ville ikke ændre noget væsentligt i deres arbejdsliv. Men omkring 14% af mændene og 13% af kvinderne siger, at de gerne ville have arbejdet mindre og prioriteret privatlivet højere.
De yngste pensionister har generelt flere fortrydelser, fx om karrierevalg eller manglende videreuddannelse, mens de ældre i højere grad er tilfredse med deres valg.
Bekymringer for fremtiden
Mange seniorer er bekymrede for, hvordan fremtidens generationer vil klare sig. Især miljø, klima og den teknologiske udvikling vækker uro. Der er bred opbakning blandt de pensionerede til politiske forslag som lovpligtige seniorsamtaler, et mere fleksibelt arbejdsmarked og en pause i forhøjelsen af folkepensionsalderen.
Rapporten giver et vigtigt bidrag til debatten om et bæredygtigt og aldersvenligt arbejdsmarked – med seniorernes egne erfaringer i centrum.