10 gode råd til at rykke på dine drømme efter ferien
Ferien har gjort sit. Du har ladet op og måske fået overskud til at drømme lidt om fremtiden. Tag et første et lille skridt fremad til at begynde med.

Ferien er slut. Du har forhåbentlig haft mulighed for at sænke skuldrene lidt og og tænke over livet. Måske har du haft tanker som: “Hvad skal jeg egentlig bruge mine næste år på?” eller “Skal jeg arbejde lige så meget fremover?”
Hvis ja – så er du helt normal. Og så er det nu, du har en god chance for at gøre noget ved det. Her får du inspiration og 10 gode, enkle råd til at komme i gang med de forandringer, du måske overvejede i ferien.
Men hvorfor lige nu?
Fordi du lige har haft ferie. Du har fået afstand til hverdagens trummerum og måske fået øje på, at der kunne være andre måder at gøre tingene på. Nye vaner, nye muligheder. Brug det friske blik – inden hverdagen igen æder al energi og alle tanker om forandring.
3 små skridt, der hjælper dig i gang
- Hvad tænkte du egentlig på i ferien?
Lav en lille liste: Hvad gjorde dig glad? Hvad irriterede dig? Hvad gad du godt gøre mere af? Skriv det ned – måske på bagsiden af en gammel kuvert, på din pc eller telefon. Det gør det nemmere at huske.
Måske læste du artiklen “Ferien giver mulighed for tænke efter” inden ferien og har allerede tænkt over en liste? - Tal med nogen om det
Du behøver ikke tage alle beslutninger alene. Del dine tanker med en ven, kollega eller din bedre halvdel. Måske har de haft lignende overvejelser – eller måske stiller de nogle gode spørgsmål, som hjælper dig videre. - Snak med din arbejdsplads
Mange arbejdspladser vil gerne hjælpe med at tilpasse jobbet, når man kommer lidt op i årene. Det kan være færre timer, nye opgaver eller mere fleksibilitet. Du behøver ikke sige op for at ændre noget. En seniorsamtale er en god start – så overvej at bede din chef om en.
10 gode råd til at sætte gang i forandring
- Skriv tre ting ned, du tænkte på i ferien – noget du savnede, noget du drømmer om, og noget du er træt af.
- Vælg ét lille mål, som er realistisk: Gå en ny tur hver uge, ring til en gammel kollega – eller planlæg en fridag bare til dig.
- Lav en aftale med dig selv – og sæt en dato på. Ikke noget med “en dag” – vælg fx “inden udgangen af måneden”.
- Sig det højt til nogen – når man siger noget højt, bliver det mere virkeligt. Også selvom det bare er “Jeg tror, jeg vil lave lidt om på mit arbejdsliv.”
- Giv dig selv “tænketid” – en kaffetur, en gåtur eller en eftermiddag i fred og ro. Uden at du skal nå noget.
- Ræk ud til andre – måske er der nogen, du savner at tale med, eller som kan hjælpe dig med dine tanker.
- Tjek din pensionsopsparing – det lyder tørt, men det giver ro i maven at vide, hvor hvordan din økonomi bliver, når du stopper med at arbejde. Læs mere her.
- Tal med chefen – måske kan I lave en seniorordning, ændre dine opgaver lidt eller skrue lidt ned for tempoet.
- Brug SeniorKlar.dk og seniorsamtale.dk – der er tjeklister og værktøjer, der gør det lettere at komme i gang.
- Fejr dine små sejre – hver gang du tager et skridt, så klap dig selv på skulderen, fortæl det til nogen eller drik en god kop kaffe :-).
Gør det nemt for dig selv
Du behøver ikke lave en færdig livsplan i morgen. Start med én lille ændring. Og husk: Det er okay at tage det i dit eget tempo – bare du tager fat. For ferie-tanker er fine, men de bliver først til noget, når du begynder at handle på dem.
God fornøjelse – måske er det netop nu, du får sat skub i det, der virkelig betyder noget for dig.
